Børnelandet består af tre forskellige huse, med hver deres særegne kendetegn og ressourcer. På trods af de forskelligheder er vores pædagogiske tilgang bygget op om de samme værdier:
- I Børnelandet arbejder vi ud fra den grundlæggende holdning, at alle børn gør det bedste, de kan.
- Børn kommer med forskellige forudsætninger for at deltage i fællesskabet, og skal derfor også mødes forskelligt, for at blive behandlet ens.
- Børn oplever og erfarer den omgivende verden via deres krop. De skal derfor møde voksne, som skaber rammer for at børnene kan få de kropslige erfaringer, som er grundstenene til en sund kropsbevidsthed og veludviklede motoriske kompetencer. Børnene skal opleve bevægelsesglæde og have lov til og mulighed for at øve sig på det, der er svært. De skal møde voksne som motiverer, støtter og giver den hjælpende hånd, når der er brug for det.
- Alle børn skal føle sig set, hørt og forstået. De skal opleve sig som en værdifuld del af det børnefællesskab, som de befinder sig i, når de er i institutionen.
- Vi arbejder ud fra begrebet "bevidst pædagogisk praksis". Det dækker over, at vi er bevidste om, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvordan det har effekt for barnets udvikling. Børn i Børnelandet skal møde en blanding af voksenstyrrede aktiviteter, friere leg og børneinitieret leg med voksenindblanding. Fælles for det hele er, at det er den aktuelle børnegruppes behov og udviklingsmuligheder, som er styrende for hvilke aktiviteter, rammer og voksenroller, børnene møder.
- Hverdagens rutiner ved fx frokost, putning og i garderoben har stor værdi. Det er aktiviteter, som børnene møder hver dag og som aldrig bliver aflyst. Der er derfor også en bevidst pædagogisk praksis med muligheder for læring, udvikling og relationsdannelse i de tilbagevendende rutiner.
- Børn i Børnelandet skal mødes i deres følelser og oplevelse af verden. De skal mødes af voksne, som anerkender dem som individer og som italesætte deres følelser og den verden, de er i.
- Børnelandet skal først og fremmest være en tryg havn for alle børn, hvor de møder omsorg, nærvær og rammer, som giver de bedste muligheder for udvikling, for lige netop dem.